Fremrykket klageadgang for ejendomsvurderinger fra 2013-2020

Ejere af blandt andet erhvervsejendomme, ejendomme med blandet bolig og erhverv samt landbrugs- og skovejendomme får nu fremrykket klageadgang for ejendomsvurderinger fra 2013-2020.

En historisk ejendomsvurdering er en vurdering, der er foretaget eller videreført i den periode, hvor ejendomsvurderingerne har været suspenderet.

Som følge af ændringen af ejendomsvurderingsloven i december 2020 er det blevet muligt at klage over historiske vurderinger, hvilket nu har medført, at de første ejere i løbet af de næste par uger vil modtage et brev fra skattemyndighederne om muligheden for at klage over historiske ejendomsvurderinger fra perioden 2013-2020.

Det vil i første omgang være tidligere eller nuværende ejere af erhvervsejendommen, der modtager brev om fremrykket klageadgang.

Den enkelte ejer vil have 90 dage fra datoen på brevet til at indsende sin klage til Skatteankestyrelsen. Hvis fristen overskrides, vil ejeren dog have mulighed for at klage over historiske vurderinger, når de nye ejendomsvurderinger bliver sendt ud.

Nærmere om historiske ejendomsvurderinger

En historisk ejendomsvurdering er en vurdering, der er foretaget eller videreført i den periode, hvor ejendomsvurderingerne har været suspenderet.

Det drejer sig navnlig om vurderinger for perioden 2013-2020, idet der allerede har været klageadgang for vurderingerne fra 2011 og 2012.

Skattemyndighederne har i suspensionsperioden som udgangspunkt videreført prisniveauet for enten 2011 for ejerboliger eller 2012 for erhvervsejendomme og andre ejendomme i stedet for at have foretaget nye vurderinger, og derfor gives der nu mulighed for at klage over senere ejendomsvurderinger.

Hvem kan klage?

Efter modtagelse af brevet fra skattemyndighederne vil man være klageberettiget, hvis én eller flere af nedenstående betingelser er opfyldt:

  • Man har ejet ejendommen i det år, hvor ejendommen blev vurderet.
  • Man har betalt skat på baggrund af de værdier, der er fastsat i den pågældende vurdering.
  • Man har væsentlig, direkte og økonomisk interesse i ejendommen.
  • Man har fuldmagt til at klage på vegne af andre, der er omfattet af ovenstående punkter.

Hvis man allerede har klaget over en ejendomsvurdering fra 2013-2020, og sagen ikke er færdigbehandlet, vil man dog først kunne klage over det år, når sagen er afsluttet.

Hvilke forhold kan man klage over, og hvad koster det?

Som udgangspunkt kan der klages over alle forhold i ejendomsvurderingen. Dette kan for eksempel være:

  • Faktiske forhold, såsom ejendommens anvendelse eller størrelse på grund eller bygning.
  • Retlige forhold, for eksempel om der har været hjemmel til at foretage afgørelsen.
  • Det aktuelle prisniveau.

Det er i den sammenhæng oplyst, at det koster 500 kroner pr. vurdering pr. ejendom pr. år. Hvis man eksempelvis klager over en ejendom for 2013, 2014 og 2015, vil gebyret således udgøre 1.500 kroner.

Hvad sker der, hvis man får helt eller delvist medhold i klagen?

Ved helt eller delvist medhold har skattemyndighederne oplyst, at:

  • Vurderingen bliver ændret.
  • Skattestyrelsen vurderer, om det giver anledning til at beregne ejendomsværdiskatten på ny.
  • Kommunen vurderer, om det giver anledning til at beregne grundskylden (ejendomsskatten) og/eller dækningsafgiften på ny.
  • Man får klagegebyret tilbage.
  • Man kan anmode Skattestyrelsen om godtgørelse af for meget betalt tinglysningsafgift, hvis man har tinglyst et ejerskifte i det år, som man har klaget over og har betalt tinglysningsafgiften på grundlag af den offentliggjorte ejendomsværdi.

Vi følger udviklingen og vores specialister er klar til at besvare spørgsmål og rådgive dig på området.

25. Marts 2021

  • Fast ejendom